Porrer med nøgenbyg-flager

Denne ret er inspireret af en opskrift fra kogebogen ”River Cottage” skrevet af den engelske kok og forfatter, Gill Meller. En spændende ret som kombinerer porrernes bløde, cremede konsistens med de sprøde, ristede nøgenbyg-flager. Retten er nem og hurtig at lave - og er perfekt som frokostret.

2 personer


Ingredienser:
2-4 porrer, rensede og skåret i fingertykke skiver
100 g nøgenbyg-flager
1 fed hvidløg, knust
1 lille håndfuld frisk timian
1 laurbærblad
30 g smør (eller olivenolie)
Salt og peber

Dressing:
2 tsk Dijon sennep
1 tsk honning
2 spsk olivenolie
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Rist nøgenbyg-flagerne på en stegepande i ca. 3 minutter ved middelvarme, og tilsæt derefter halvdelen af smørret og hvidløg. Krydre med salt og peber, rør godt rundt og rist i yderligere 5 minutter. Stil flagerne til side.

Hæld porrer, 15 g smør, timian og laurbærblad på en stegepande og tilsæt vand til det dækker ca. halvdelen af porrerne. Kog det op, dæk med et låg og lad det simre i ca. 10 minutter indtil porrerne er møre.

Bland dressingen imens.

Hæld porrerne i en sigte og lad dem dryppe af. Overfør dem til et fad. Rør halvdelen af de ristede bygflager og halvdelen af dressingen sammen med porrerne. De resterende bygflager drysses ovenpå og resten af dressingen hældes over.

Retten smager bedst varm – dog ikke rygende varm.